Tom Køhlerts tropper for stærke for Fårevejle

Det duftede lidt af Superliga lørdag eftermiddag på Fårevejle Stadion. Modstanderen i serie 2 var nemlig ingen ringere end Brøndby IF, og med sig på sidelinjen havde de brandslukkeren Tom Køhlert, der i flere tilfælde er trådt til som træner for klubbens bedste mandskab når der har været brug for det.

 
Om det var på grund af modstanderen eller det gode forårsvejr må stå hen i det uvisse, men rigtig mange havde valgt at bruge lørdag eftermiddag som tilskuer på Fårevejle Stadion, hvilket skabte en flot kulisse om kampen.
 
De mange tilskuere fik da også noget for pengene, gæsterne gav nemlig en mindre opvisning i hvordan fodbold skal spilles, og vandt ganske fortjent 2-0 over Fårevejle, der ellers kæmpede sin chance og faktisk brændte et straffe undervejs.
 
Allerede fra kampens start kom Fårevejle under beskydning. Brøndby lagde et højt og aggressivt pres, og når boldene var erobret gav de prøver på et effektivt omstillingsspil, med direkte afleveringer på angriberen der konsekvent lagde hurtigt af til de fremadstormende spillere, og så var overtallet sikret. Fårevejle stod dog rimeligt imod, og undgik at give store åbne chancer væk. For anden kamp i træk blev det derfor et drømmehug der åbnede Fårevejles defensiv. Fra kanten af feltet huggede en Brøndby mand resolut kuglen op i fjerneste hjørne, og føringen var en realitet.
 
Sidst i halvlegen kom Fårevejle lidt bedre med, og kort inden pausen fik holdet da også en gylden mulighed for at udligne, da dommeren ganske korrekt fløjtede for straffe begået mod Daniel Larsen. Desværre reddede Brøndbys målmand Mikkel Hansens forsøg fra de 11 meter, og Fårevejle måtte derfor gå til pause bagud 0-1.
 
I pausen foretog Fårevejle et par små justeringer. Disse betød at holdet kom langt bedre ud til anden halvleg, og fremtvang sig en større del af spillet. Der var da heller ikke gået mange minutter, før den debuterende ynglingespiller Casper Reingaard tog en flot dribletur gennem modstanderens felt. Desværre blev den sidste tværaflevering blokeret, og det lykkedes ikke for Fårevejle at komme frem til flere åbne chancer.
 
Det var derfor ikke ufortjent at Brøndby til sidst kunne lukke kampen med scoringen til 0-2, og dermed hente den tredje sejr i træk efter vinterpausen.
 
Fårevejle leverede rent faktisk en fornuftig indsats, og der var da også roser til hjemmeholdet fra Tom Køhlert efter kampen. Kampens spiller blev stopperen Mads Slivsgaard, og værd at bemærke er det ligeledes, at der var gensyn med tilbagevendte Michael Mølgaard, der igen er hjemme fra USA.
 
Næste kamp er først om to uger, hvor Svogerslev gæster Fårevejle Stadion.